Områder i Ringsted Kommune
Læs mere her om byen Ringsted og de 10 landsbyer: Jystrup, Haraldsted-Allindemagle, Gyrstinge-Ørslevvester, Bringstrup-Sigersted, Vetterslev-Høm, Sneslev, Ørslev, Nordrup-Farendløse, Fjellebro-Kværkeby og Vigersted.
Naturens stilhed og fællesskabets puls
Gyrstinge og Ørslevvester er et levende lokalsamfund, som holdes i gang af de mange ildsjæle, der via forskellige interesser og evner bidrager til at give et bredt udbud af muligheder til både børn, unge og ældre. Der er gode pasningsmuligheder med både privat og offentlig dagpleje samt børnehave og skovbørnehave.
FOKUS PÅ KLIMA OG NATUR I DAGTILBUDDENE
På Kildeskolen i Gyrstinge undervises der på 0.- 6. klassetrin, og den oplever et stadigt stigende elevtal. Kildeskolen udmærker sig ved at have fokus på klima, hvor klima også er et af flere valgfag helt ned i de små klasser. Skolen har fokus på det nære og tætte samarbejde mellem forældre, elever og personalet.
Derudover har Kildeskolen tæt samarbejde med lokalrådet og de lokale foreninger, og skolebestyrelsen arbejder for hele skolen i hele lokalområdet. På skolen er der også en børnehave. I Store Bøgeskov ligger Ringsted Private Skovbørnehave.
STÆRKE LOKALE KRÆFTER
Der er masser af muligheder for at mødes og dyrke fællesskabet og friluftslivet. Frivillige borgere har etableret Ørslevvester Fritidspark med shelter, bålhytte, borde og bænke, petanquebane og meget mere.
Landsbyhuset i Gyrstinge er et godt eksempel på sammenholdet og initiativet i landsbyen. Huset blev indviet i 2010 efter en dedikeret indsats fra hele lokalområdet. Det er nu et samlingspunkt for hele landsbyen med masser af aktiviteter, fester og sport.
Ved Landsbyhuset er der udendørs aktivitetsplads med mulighed for at dyrke fitness og crossfit, og der er desuden svævebane, mulighed for at spille petanque og beachvolley samt bålhytte og shelter. I den gamle Præstegårdshave er der også bålplads.
Gyrstinge-Ørslevvester holder mange faste arrangementer som fastelavn, gymnastikopvisning, Kildeskolens markedsdag, Sankt Hans i Præstegården, Jazz festival, Tour de Gyrstinge, Oktoberfest, Børnedisko, madbix, søndagskagebord og meget mere.
SPIS LOKALE RÅVARER
Landbruget dominerer i landskabet, hvor der er udsigt over uforstyrrede områder. Flere af landbrugene sælger de lokalt producerede varer direkte fra stalddøren. Peberdalsgård har fx specialiseret sig i velsmagende bisonkød. På Bakkegården finder du den økologiske gårdbutik med bær og grøntsager. Og på Krogagergård slagtes og sælges eget kød fra kreaturer, får, lam og frilandsgrise – og alt er økologisk.
Derudover er der vejboder i hele lokalområdet, som sælger æg, grøntsager, frugter og bær efter sæson. Også flere mindre virksomheder holder til i området, blandt andet håndværkere og frisører.
RIG PÅ NATUR OG DYRELIV
Området er et storbakket morænelandskab. Gyrstinge Sø ligger i en tunneldal, som fortsætter i Haraldsted Sø. Ringsted Å har sin begyndelse ved udløbet fra Gyrstinge Sø. Omkring Gyrstinge Sø samt i Store- og Lille-Bøgeskov finder du de stille naturoplevelser. Springkilden ved søen er flittigt besøgt. Der er et rigt fugleliv omkring Gyrstinge Sø, hvor havørne også kan ses flyve over søen på jagt efter bytte.
Lokalområdet udgør det nordvestlige hjørne af Ringsted Kommune og har omkring 900 beboere. De seneste år er der bygget flere nye boliger i både Gyrstinge og på nye udstykninger i Ørslevvester.
Beliggenhed
Nordvest for Ringsted by
Afstand
Ringsted centrum ca. 10 km
Ringsted Station ca. 10, 5 km
Skole ca. 200 m
Nærmeste indkøb
Føtex i Ringsted ca. 8,8 km
Se også de andre...
Læs mere her om byen Ringsted og de 10 landsbyer: Jystrup, Haraldsted-Allindemagle, Gyrstinge-Ørslevvester, Bringstrup-Sigersted, Vetterslev-Høm, Sneslev, Ørslev, Nordrup-Farendløse, Fjellebro-Kværkeby og Vigersted.