Drømmer du om parcelhus med køkken-alrum, garage og masser af værelser? Et landsted med god plads til hund og hest? Måske en lejlighed i byen? Eller hvad med selv at bygge hus på en udstykket grund?
I Ringsted Kommune har du råd til at realisere dine boligdrømme. For her i hjertet af Sjælland kan du få det hele – og i et helt andet prisleje end i Københavnsområdet, som også kun ligger 34 minutters togtur væk. En villa i Ringsted på 250 kvadratmeter koster i gennemsnit det samme som en ejerlejlighed på 80 kvm i København.
Villa og parcelhus i Ringsted Kommune
Kribler det i dig efter flere boligkvadratmeter og græs mellem tæerne? Hvad end du drømmer om etplanshus, rækkehus eller en villa med fine detaljer, har Ringsted Kommune et attraktivt og aktivt boligmarked.
Du finder flotte boliger både i og omkring Ringsted by og i kommunens ti landområder. Så spørgsmålet er blot, om du drømmer om at bo tæt på bycentrum, på en rolig vej med andre børnefamilier, at blive en del af et landsbyfællesskab eller have naturen som din nærmeste nabo.
Se boliger til salg ›
Landejendom i Ringsted Kommune
Drømmer du om en nedlagt gårdejendom med et par hektar jord eller et idyllisk landsted midt i naturen? Så kan det blive til virkelighed i Ringsted Kommune. Vi er en landkommune med masser af ugeneret natur, fredede skove og kornmarker, så der er rig mulighed for at bo midt i naturens hjerte med lyden af fuglesang omkring dig.
Landejendommene fordeler sig i hele kommunen, og du kan se udvalget her ›
Nybyggeri i Ringsted Kommune
Hvis du ønsker at sætte dit eget præg fra første mursten, er der mulighed for selv at bygge hus på én af de udstykkede grunde i Ringsted Kommune. Det kan både være bynært eller i naturskønne omgivelser.
Se mulighederne for grundsalg ›
Bofællesskaber
Ønsker du en livsstil, hvor bæredygtighed og fællesskab er grundstenene? Så er det økologiske bofællesskab Hallingelille 10 kilometer udenfor Ringsted måske noget for dig.
I Hallingelille udvikler landsbyen og beboerne sig i flere bæredygtige retninger indenfor byggeri, affald, mad og grønsagsproduktion. Den sociale dimension er dog den vigtigste, og der bliver holdt fællesmøder, fællesspisning, fester og ikke mindst værnet om en meningsfuld hverdag. Beboerne arbejder desuden løbende på at etablere mere erhverv i Hallingelille.
Læs mere på Hallingelilles egen hjemmeside ›
Lejeboliger
Der er også mulighed for at bo i attraktive almene boliger eller via privatudlejning, som både kan huse singlen, parret eller den store eller lille børnefamilie. De nybyggede almene boliger Bataljonen og Brohuset er taget i brug, og Dampmøllen ventes at stå færdig i 2022.
Se de almene boliger her ›
Se alle lejemål i Ringsted Kommune her ›