En søndag formiddag – en af de dage, hvor vejret ikke er rigtig godt. En af de dage, hvor der skal ske noget, men det må også godt være hyggeligt og afslappende.

En af de dage havde vi, da vi sad ved morgenbordet og gennemgik reklamerne. Her lå en lille folder fra Ringsted Radiomuserum. Jeg lagde folderen over til min kæreste. Han kiggede op, ”tjo… Det kan vi da godt”. Jeg vidste, det betød, at det ikke lige var favoritbeskæftigelsen, men vi besluttede os for at tage afsted.

En påmindelse om teknologiens udvikling

Vi kører hen til Radiohuset. Da vi ankommer og går ind i foyeren, kan vi straks fornemme passionen omkring museet. Så bliver det vores tur til at betale og komme ind på selve museet. Her finder vi nogle af de ældste radioer og de mere moderne radioer. Med moderne radioer menes der ikke de modeller, som vi kan købe i butikkerne i dag, men snarere radioer, som et ungt par som os i slut 20’erne kan relatere til med et ”ej, kan du huske den der? Sådan en havde jeg som barn.”  

Som vi går rundt i lokalet og stille bevæger os igennem radioernes udvikling, får vi både beskrivelser via tekst og billeder af de forskellige radioer. Der er også flere steder, hvor vi selv kan teste, hvordan apparaterne lyder. Et sted er der sågar en mikrofon, så vi selv kan se lydbølgerne, alt efter hvilken tone vi anfører.

Vi bliver også præsenteret for fjernsynet. Flere af dem står med billede på. Vi bliver enige om, at vores eget omdiskuterede ti år gamle fjernsyn er godt nok i forhold til disse kassefjernyn, som mere ligner myrekrig end en optagelse af en OL-begivenhed.

Sådan lød det i Korsbæk

Korsbæk! En hyggelig indrettet stue med adskillige apparater – de samme apparater, som blev brugt til optagelserne af Matador. Er det ikke nok, så kan de alle aktiveres, så de afspiller en lydoptagelse fra Matador. Det er da nostalgisk.

Som vi står her og lytter til de forskellige lydoptagelser, kommer en fra museet hen til os.

”Har I været hele vejen rundt?”.
"Ja, det har vi,” svarede vi nikkende.
”Har I fået historien om oprøret imod DR’s radiomonopol?”

Her må vi gå til bekendelse, for det har vi ikke. Selv som vi synes, vi er ved at være færdige, har vi slet ikke fået alle de gode historier.

Ikke sidste gang

Da vi forlader museet, kigger min kæreste på mig og siger: ”Jeg tror, vi skal tage herop med min far.”

Så selvom ikke lød som det sjoveste at blive slæbt med på museum, endte det med at blive en rigtig spændende oplevelse. Og da udstillingen bliver udskiftet løbene, er det helt klart et besøg værd igen.