Tror du, at havørne
kun findes ved havet?
… Så tager du fejl. For havørnen har slået sig ned i Ringsted. Jeg havde svært ved at tro det, så en lørdag formiddag pakkede vi en rygsæk og satte kurs mod Gyrstinge Sø.
Ringsted har uendeligt mange naturskønne områder. Noget, jeg først har lært at værdsætte i mine voksne år, efter jeg har fået børn. Hvis man ud over skøn natur lige vil krydre sin dag med en oplevelse ud over det normale, vil jeg anbefale en tur om Gyrstinge Sø med blikket rettet mod himlen. Hvis du er heldig, får du den smukke havørn at se.
EN NATUROPLEVELSE FOR HELE FAMILIEN
Det er lørdag formiddag i september, og vi pakker madpakker og kikkert og tager mod Gyrstinge Sø. Det er ikke vores første besøg, men tidligere har vi ikke været heldige at se havørnen. I dag sker det forhåbentligt. Allerede inden vi parkerer bilen, ser vi den faktisk første gang, og begejstringen vil ingen ende tage.
Turen starter godt!
På vores tur er vi heldige at observere havørnen hele tre gange. En virkelig fascinerende fugl, som vi ellers kun har set i Ørnereservatet på en sommerferie i Jylland.
Derudover ser vi flere fiskehejrer, som også efter min mening er en meget fascinerende flyver. På trampestien ser vi blandt andet også et egern på helt tæt hold til stor begejstring for vores to børn. Turen er i det hele taget en kæmpe succes for både børn og voksne.
En tur, vi stadig taler om herhjemme.
PERFEKTE OMGIVELSER
Rundt om Gyrstinge Sø er der anlagt en ti-kilometers såkaldt ”trampesti”, hvorfra man kan nyde både udsigten over søen og de smukke skovområder.
Der er et helt fænomenalt fugleliv i området, og af skiltene i området fremgår det, at der er observeret hele 175 forskellige fuglearter ved søen.
Der er opsat to fugleudsigtstårne, hvor man kan få en fænomenal udsigt ud over søen, og på trampestien er der en masse fine steder undervejs, hvor man kan slå sig ned og spise sin medbragte mad.
Er man ”sove-ude-typen” er der også mulighed for overnatning i shelter nær søen, og får man lyst til en dukkert en varm sommerdag, er det også tilladt at bade der, har jeg læst, men ikke prøvet endnu.
Billeder
FAKTA:
Der er to parkeringsmuligheder ved Gyrstinge Sø
- Øvej, hvor du parkerer næsten lige ved søen og derved hurtigt får kig ud over søen og
- to parkeringsområder ved Store Bøgeskov, hvor man kan nyde den smukke Store Bøgeskov på vej til søen