I begyndelsen af februar satte kulden for alvor ind i Danmark, og omsider kommer den vinter, jeg har ventet på. Ikke fordi jeg er typen, der elsker skisport og vinteraktiviteter, men jeg hader, virkelig H-A-D-E-R, våde, mørke og plørede dage, uger og måneder gennem efteråret, vinteren og foråret.
Derfor sætter jeg virkelig pris på, at årstiderne skifter. Kombinationen af sne, sol og kulde giver dog lys helt ind i sjælen. Og det har jeg – nok ligesom alle andre – brug for i øjeblikket, hvor vi er omfattet af corona-restriktioner. Jeg besluttede mig for at undersøge, om der findes et sted lige udenfor døren, som er lidt mere spændende at gå tur i end op og ned ad landevejen.

JEG GÅR PÅ GENOPDAGELSE

Da markerne ikke er sået til, og de desuden er frosne, kan jeg gå på dem. Men det er knoldet, kedeligt og bidende koldt i kinderne, da det blæser en del. Jeg drejer derfor til højre og passerer et gammelt stengærde. Herefter befinder jeg mig inde i en lille skov. Jeg har været her om sommeren, men da var det temmelig sumpet, og jeg kom derfor ikke så langt omkring og opgav.

Men nu er det anderledes. Jeg mærker straks, at jeg træder ind i en helt anden verden. Sneen ligger som en uberørt dyne af blinkende krystaller i skovbunden, og træerne står med deres høje, slanke stammer under den blå himmel. Det er fortryllende smukt. Her er stille. Det er, som om lydene dæmpes af sneen, men indimellem kan jeg høre en spætte, der banker langt væk.

DET FØLES MAGISK

Det er som klædeskabet i Narnia, hvor de træder ud på den anden side og pludselig står i en ny verden. Udefra er skoven så lille, at jeg aldrig tidligere har kaldt det en skov. Men nu hvor jeg går rundt herinde, oplever jeg skoven som meget større. Jeg krydser et vandløb, hvor der står en fiskehejre i det klare, kolde vand. Jeg kommer til stier, hvor jeg aldrig før har været. Ser et rådyr lunte afsted i det fjerne, og jeg opdager en lille mus, der bor i en gammel træstub.

Jeg bruger hele formiddagen i skoven og kan fornemme, der er nogle steder, som ikke er så fremkommelige, når frost og sne forsvinder og erstattes af tung og sumpet jord. Det er trods alt en privat skov, som ikke er anlagt med jævne stier i centrum.

INTET VARER VED

Jeg beslutter derfor, at jeg må gå denne magiske tur hver eneste dag, så længe det er frostvejr. For så længe det er frostvejr, ligger Narnia lige udenfor min baghave.

Jeg er selvfølgelig også lidt trist ved tanken om, at magien måske forsvinder, når vejret skifter. Men hvem ved, måske er vi så heldige, at mennesker atter kan mødes og drikke kaffe sammen, når frosten forsvinder. Og netop det faktum, at intet varer ved, minder mig om, at det nok også gælder corona, og det kan vi da kun glæde os over.